Lone Kastberg

Folketingskandidat i kreds Viborg Vest

Vi skal selv tage ansvar for eget liv, og træffe de valg vi selv finder bedst

7. oktober 2022

Som borger er det vigtigt at ”man er herre i eget hus”. Det vil sige at når vi har friheden til selv at vælge de valg der passer en bedst, så er vi som udgangspunkt også klar til at tage ansvar for eget liv og det vi finder vigtigst. Det skal ikke være staten der skal gå ind og bestemme over hvad der er bedst for dig eller mig. Nej det kan vi godt selv administrere. Det er med til at give livsværdi og forventning om at udvise ansvarlighed for eget liv, og være en god samfundsborger der bidrager til fællesskabet.

Ved at udvise ansvarlighed og tage hånd om sig selv uden at få proppet for mange regler og rammer ned over sig, vil der automatisk være overskud til at bidrage og hjælpe andre. Noget af det, som er med til at få os til at føle os tilfreds, er at gøre noget for andre. Og det er muligt når man har et menneskelig overskud og er ”herre i eget hus”. Derfor skal vi lade danskerne bestemme selv. Og af samme grund som hvis man stækker vingerne på en fugl, begrænser man dens handleevner.